Tag Archives: Vilja-Tuulia Huotarinen

Kolonkolonkolo

Interesseret i finsk børne- og ungdomslitteratur?

Så læg vejen forbi Kolonkolonkolo. Her kan du møde en række spændende finske forfattere, der skriver for børn og unge. Du kan gå på opdagelse i spøjse fakta, se interviews med forfatterne og læse smagsprøver på deres bøger. Alt sammen på engelsk.

Blandt forfatterne er Sari Peltoniemi, der skriver fantasy med referencer til finsk mytologi.

Hendes ungdomsroman Tusmørkets tjener (TURBINE, 2013) handler om Kaarina, der forelsker sig i den mystiske Valeri. Han er ud af en rig familie med et uhyggeligt ry, men Kaarina stoler på ham og sværger at følge ham, da han beder om hendes hjælp. Han vil bryde med familien, og derfor må de drage ud på en lang rejse, der bringer dem til Karelen.

Undervejs får de følgeskab af Frans Ridder, der synger gamle folkeviser og er sygeligt optaget af sit hår. De får også hjælp af Oksenja, en gammel kone med forstand på magi, og Jesse, der taler mærkeligt og siger, at han kommer fra en anden verden og en anden tid.

Kaarina kender ikke målet for deres rejse, men i drømme ser hun en labyrint. Måske er det den, der skal hjælpe Valeri …

Find bogen på biblioteket eller køb den her.

Du kan også møde Vilja-Tuulia Huotarinen, som til august udkommer på dansk med ungdomsromanen lys lys lys (TURBINE).

Det er en stærk fortælling om liv og død og kærlighed mellem to piger i sommeren 1986, hvor Tjernobylulykken finder sted. Bogens styrke ligger i formen og sproget, som er eksperimenterende og afviger meget fra den gængse ungdomsroman. En af de fineste bøger, jeg længe har læst.

Læs mere om bogen her.