Tag Archives: Kalle og Palle

Månedens oversætter hos Babelfisken

Her i februar måned har jeg haft æren af at være månedens oversætter hos Babelfisken, der er et webtidsskrift om oversættelse. Jeg fortæller bl.a. om, hvordan jeg kom i gang med at oversætte finsk litteratur, hvilke bøger jeg har været gladest for at arbejde med, og hvilke oversættelser der har inspireret mig. Jeg giver også et par eksempler på de udfordringer, jeg havde med den seneste Kalle og Palle-bog. Du kan læse interviewet her.

Jul med et finsk twist

Bloggen har ligget stille længe. Af den glædelige årsag at der er stor efterspørgsel på danske oversættelser af finske bøger. Der har simpelthen ikke været tid til at skrive, selvom jeg gerne ville. I stedet kommer her en slags opsamling på året og nogle forslag til, hvordan du kan give julen et finsk twist.

  • I år fejrede Finland 100-året for Tove Janssons fødsel, og i juledagene kan du slappe af med at lytte til Tove Jansson, der læser op af sine bøger her.
  • Kjell Westö modtog fuldt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris for Hägring 38 eller på dansk Luftspejling 38. I juleferien kan du dykke ned i hans forfatterskab. Jeg anbefaler især Där vi en gång gått, som slutter, hvor Hägring 38 tager fat, og Drakarna över Helsingfors. Begge bøger indeholder fantastiske skildringer af Helsinki i henholdsvis begyndelsen af 1900-tallet og sidste halvdel af 1900-tallet. Hvis tiden ikke er til de lange romaner, kan du se eller gense interviewet med ham i Deadline 2. sektion her.
  • Finnland. Cool. Sådan lød sloganet, da Finland var æresgæst ved årets bogmesse i Frankfurt i oktober. Igennem de sidste 3-4 år har Finnish Literature Exchange – i daglig tale FILI – forberedt det helt store finske fremstød i Frankfurt.  Jeg havde fornøjelsen af at være dernede sammen med mere end 50 andre oversættere fra hele verden, og det var en stor oplevelse. Både fordi det satte mit daglige arbejde i et større perspektiv, men også fordi det var vældig interessant at høre de finske forfattere fortælle om deres bøger. Du kan se forfatterpræsentationer og finde al information om Finnland. Cool. her.
  • På årets BogForum var det en fryd at se Finland repræsenteret i flere forskellige genrer. Går man bare ti år tilbage, udkom der vel kun en enkelt finsk roman eller to om året. Dette boom i finsk litteratur på dansk skyldes i høj grad FILI, som har været aktive i uddannelsen af nye oversættere, og ikke mindst, at de også yder økonomisk støtte til udvalgte oversættelser. Vi oversættere arbejder også selv aktivt for at dygtiggøre os og udveksle erfaringer, og i foråret var jeg medarrangør af et seminar, hvor erfarne oversættere og nybegyndere samledes for at diskutere vores oversættelser og lære af hinanden. Det bliver forhåbentlig noget, vi kommer til at gentage i 2015.
  • I årets løb er det blevet til syv udgivne oversættelser fra min hånd, og jeg kan roligt love, at der er mange flere spændende ting på vej. Leena Krohns Bipavillonen (Jensen & Dalgaard) fik fornemme fem stjerner i Berlingske, til gengæld var Jyllands-Postens anmeldelse mere lunken. Kati Hiekkapeltos krimi Kolibrien (Turbine) har indtil videre fået en fin modtagelse, bl.a. en virkelig god omtale på Litteratursiden.dk. Aino Havukainen og Sami Toivonens herligt sære drenge Kalle og Palle har igen været på spil i Kalle og Palle udenfor (Turbine), hvor de giver en grundig indføring i alle de sjove ting, man kan lave udenfor. Det er den perfekte julegave til nutidens digitaliserede børn, som måske godt kunne bruge lidt tips og tricks til, hvad man kan lave med en pind og en vandpyt. Helena Sinervos Prins Sludvig og medaljonens gåde (Turbine) er en rigtig eventyrroman med inspiration fra Tolkiens univers, hvor en flok venner drager af sted i kampen mod det onde. Til de mindste er der billedbøgerne Siri scorer mål af Tiina Nopola og Mervi Lindman, Halmhat, Filttøffel og Skaldede Svendsen af Sinikka Nopola og Tiina Nopola og Kæledyrsferie i Las Palmas af Pia Westerholm. De sidste tre er alle udkommet på Turbine.
  • Er du mæt af litteratur for i år, kan du i stedet give julefrokosten et finsk twist med et par finske juleopskrifter. Jeg har tænkt mig at servere rødbedesalaten rosolli og de traditionelle kager joulutortut for mine julegæster. Opskrifterne på dem og flere finske julelækkerier finder du her.

HYVÄÄ JOULUA JA ONNELLISTA UUTTA VUOTTA!

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

L1130869

Med Kalle og Palle i verdensrummet

Et pyntesygt rumvæsen truer freden i verdensrummet. Repræsentanter fra alle dele af universet er samlet til krisemøde på Stjerneunionens moderskib. Hvordan kan de frelse planeterne fra en skæbne som smykker omkring halsen på det 830.000 kilometer høje rumvæsen?

Til alt held dukker rumheltene A.T. Lanten og Styrox Box (aka Kalle og Palle) op i deres hjemmelavede rumfartøj T.S.S. Bananas. Og de har en opfindsom løsning på problemet.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret vild med de to skøre brødre fra Særlinge. Historierne er altid sjove og utraditionelle, og illustrationerne er flotte og fantasifulde og indeholder et væld af finurlige detaljer. Forfatterne og illustratorerne Aino Havukainen og Sami Toivonen leverer altid nogle ekstremt velgennemarbejdede bøger, hvor alting går op i en højere enhed.

Kalle og Palles scifi-eventyr er endnu ikke udkommet på dansk, men mon ikke det sker på et tidspunkt …

Aino Havukainen og Sami Toivonen: Tatun ja Patun avaruusseikkailu.
Bogen er udgivet på forlaget Otava i 2011.
Foreign rights: Otava Group Agency.

På dansk findes allerede: Kalle og Palle på arbejdeKalle og Palles sære opfindelserKalle og Palles sære bog om søvnKalle og Palle i børnehave. Alle bøgerne er udkommet på TURBINE Forlaget, der også udgiver den nyeste bog i serien Kalle og Palle som superhelte til næste år.

Finlandia Junior

Der er selvfølgelig også en litteraturpris til årets bedste børne- og ungdomsbog. Blandt de nominerede er Aino Havukainen og Sami Toivonens nyeste bog om Kalle og Palle, som jeg smugkiggede lidt i på bogmessen i Göteborg. Formatet er anderledes end de tidligere bøger, men indholdet er lige så frydefuldt fjollet som sædvanlig.

 

 

 

 

 

 

 

De øvrige kandidater er:

Aleksi Delikouras: Nörtti: new game, Otava

Karo Hämäläinen og Salla Savolainen: Hurraa Helsinki!, Tammi

Essi Kumma og Marika Maijala: Puhelias Elias, Tammi

Christel Rönns: Det vidunderliga ägget, Söderströms

Venla Saalo: Kirkaalla liekillä, Robustos

Modtageren af prisen offentliggøres d. 29. november.