Category Archives: Finsk litteratur

Kolonkolonkolo

Interesseret i finsk børne- og ungdomslitteratur?

Så læg vejen forbi Kolonkolonkolo. Her kan du møde en række spændende finske forfattere, der skriver for børn og unge. Du kan gå på opdagelse i spøjse fakta, se interviews med forfatterne og læse smagsprøver på deres bøger. Alt sammen på engelsk.

Blandt forfatterne er Sari Peltoniemi, der skriver fantasy med referencer til finsk mytologi.

Hendes ungdomsroman Tusmørkets tjener (TURBINE, 2013) handler om Kaarina, der forelsker sig i den mystiske Valeri. Han er ud af en rig familie med et uhyggeligt ry, men Kaarina stoler på ham og sværger at følge ham, da han beder om hendes hjælp. Han vil bryde med familien, og derfor må de drage ud på en lang rejse, der bringer dem til Karelen.

Undervejs får de følgeskab af Frans Ridder, der synger gamle folkeviser og er sygeligt optaget af sit hår. De får også hjælp af Oksenja, en gammel kone med forstand på magi, og Jesse, der taler mærkeligt og siger, at han kommer fra en anden verden og en anden tid.

Kaarina kender ikke målet for deres rejse, men i drømme ser hun en labyrint. Måske er det den, der skal hjælpe Valeri …

Find bogen på biblioteket eller køb den her.

Du kan også møde Vilja-Tuulia Huotarinen, som til august udkommer på dansk med ungdomsromanen lys lys lys (TURBINE).

Det er en stærk fortælling om liv og død og kærlighed mellem to piger i sommeren 1986, hvor Tjernobylulykken finder sted. Bogens styrke ligger i formen og sproget, som er eksperimenterende og afviger meget fra den gængse ungdomsroman. En af de fineste bøger, jeg længe har læst.

Læs mere om bogen her.

Ikke lutter skærgårdsidyl

Nu har jeg endelig haft tid til at læse Ulla-Lena Lundbergs roman Is (Schildts & Söderströms, 2012), der vandt Finlandia-prisen i 2012.

Det er en fortælling om den unge præst Petter Kummel, der ankommer til det lille
skærgårdsmiljø Örarna sammen med sin hustru Mona og deres datter Sanna.

Tiden er slutningen af 1940’erne, og krigen står stadig i frisk erindring, men nu er det sommer, og alt ånder fred og idyl på Örarna.

Præsten er glad og entusiastisk og fuld af lovord i mødet med sin nye menighed. For ham er Örarna et eventyrligt sted, ja nærmest et paradis på jord.

Hans hustru er mere jordbunden og kaster sig straks over det praktiske arbejde, for der er hele tiden meget, der skal gøres. De to køer skal malkes, der skal
lægges fremtidsplaner for den lille præstegård, og der
skal serveres mad i lange baner.

Præsten er optaget af sin menighed og sine forberedelser til pastoraleksamen, og Mona må tage sig af alt på gården og opdragelsen af lille Sanna.

Øboerne er hjælpsomme, og præsten finder hurtigt gode venner blandt dem. Han opdager dog snart, at de er opdelt i to grupperinger, og at det kræver strategisk snilde at tilgodese alle ved beslutninger om fælles projekter på Örarna.

På de vindblæste øer lever man på naturens nåde. Sommeren er skøn, men vinteren er barsk. Det er svært at skaffe træ nok til at fyre op med, og kulden går gennem marv og ben. Man pakker sig ind i flere lag uld, mens isen pakker sig omkring øerne. Det er på én gang storslået og grusomt.

Jeg synes, bogen lever meget i kraft af sit sprog og skildringen af livet i skærgården. Der er noget lidt gammeldags og roligt over fortællestilen, som forstærker oplevelsen af bogens personer og miljø. Det er et fint portræt af et lille, isoleret samfund, men samtidig også et portræt af et ægteskab mellem to modsætninger; den naive, glade Petter og den hårde, praktiske Mona.

Is er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013.

Du kan læse mere om Ulla-Lena Lundbergs forfatterskab her.

Har du fået lyst til at læse hendes bøger, så findes følgende romaner på dansk: Leo (Hekla, 1992), Den store verden (Hekla, 1993) og Regn (Fremad, 1999).

Du kan også finde hendes bøger på finlandssvensk via bibliotek.dk.

Prisregn i Finland

I den kommende tid uddeles nogle af de mest betydningsfulde, finske litteraturpriser.

I dag lægger vi ud med Kalevi Jäntti-prisen, der tildeles yngre forfattere. I morgen kommer så turen til Finlandia Junior for årets bedste børne- og ungdomsbog (jeg hepper på Kalle og Palle), og på tirsdag offentliggøres Finlandia-prisen for årets bedste roman.

Vinderne af Kalevi Jäntti-prisen 2012 er:

Lassi Hyvärinen (f. 1981) for digtsamlingen Keisarin tie (Otava, 2012)

Emmi Itäranta (f. 1976) for sci-fi-romanen Teemestarin kirja (Teos, 2012)

Mikko Myllylahti (f. 1980) for digtsamlingen Väylä (Savukeidas, 2012)

Jeg kender desværre ikke rigtig noget til den moderne, finske lyrik, og det er også virkelig sjældent, at de danske forlag viser interesse for finsk lyrik (Saarikoski må være undtagelsen, der bekræfter reglen). Til gengæld har jeg kun hørt positive ting om Emmi Itärantas Teemestarin kirja, så det er helt sikkert en bog til læselisten.

Finlandia Junior

Der er selvfølgelig også en litteraturpris til årets bedste børne- og ungdomsbog. Blandt de nominerede er Aino Havukainen og Sami Toivonens nyeste bog om Kalle og Palle, som jeg smugkiggede lidt i på bogmessen i Göteborg. Formatet er anderledes end de tidligere bøger, men indholdet er lige så frydefuldt fjollet som sædvanlig.

 

 

 

 

 

 

 

De øvrige kandidater er:

Aleksi Delikouras: Nörtti: new game, Otava

Karo Hämäläinen og Salla Savolainen: Hurraa Helsinki!, Tammi

Essi Kumma og Marika Maijala: Puhelias Elias, Tammi

Christel Rönns: Det vidunderliga ägget, Söderströms

Venla Saalo: Kirkaalla liekillä, Robustos

Modtageren af prisen offentliggøres d. 29. november.

Kandidaterne til årets Finlandia-pris er valgt

Finlandia-prisen er den største og mest prestigefyldte litteraturpris i Finland. Hvert år i november indstiller en jury seks romaner til prisen. Derefter er det op til en enkelt person at udvælge den bedste. I år er det tidligere præsident Tarja Halonen, der har fået opgaven.

Årets kandidater er:

Riikka Ala-Harja: Maihinnousu, Like

Pirjo Hassinen: Popula, Otava

Heidi Köngäs: Dora, Dora, Otava

Ulla-Leena Lundberg: Is, Schildts & Söderströms

Aki Ollikainen: Nälkävuosi, Siltala

Juha Seppälä: Mr. Smith, WSOY

Prisen uddeles d. 4. december, og foruden æren modtager vinderen også 30.000 euro.